Referat af Arne Piel Christensens oplæg
ved montagnard seminarium
i Dansk Vietnamesisk Forening
den 10. oktober 2017 

Retur til hovedside om montagnareder

Indledning

i de sidste dage i april 1975 brød det Sydvietnamesiske styre sammen og en mangeårig borgerkrig var afsluttet. Uvisheden om fremtiden bevirkede dog at et stort antal vietnamesere flygtede til hele verden.                                                                                                                                                                          
Den 29. april, landede 214 børn og unge direkte fra Saigon via Ålborg lufthavn til Livø i Limfjorden.
Gruppen bestod af 172 børn og unge fra montagnard stammerne Xtieng og Khmer fra det vietnamesiske højland og de resterende 42 var vietnamesiske børn og unge fra Saigon. Disse grupper bliver ofte kaldt montagnarderne, den franske betegnelse for bjergbo.
Alle børn og unge i gruppen kom fra en kultur, som var meget forskellig fra den danske, men for eksempel talte børnene og de unge fra højlandet ikke vietnamesisk som drengene fra Saigon og ingen af dem talte engelsk.
Derfor var det for alle et kommunikationskaos at komme til Danmark
Før landingen i Ålborg lufthavn var gået nogle hektiske dage for de danske myndighederne og Dansk Flygtningehjælp, som tidligt blev involveret.

Baggrund
Journalist Henning Becker havde nogle år tidligere oprettet et børnehjem (eller tilholdssted) for gadebørn i Saigon. Han havde i de foregående år haft besøg af journalistkolleger, som havde skrevet om børnehjemmet  i de danske medier og der blev samlet penge ind af Henning Jensen.
Derfor bakkede de danske journalister kraftigt op om Beckers anmodning om overflytning fremsendt til den danske regering, da det så ud til at det sydvietnamesiske styre ville bryde sammen. Der kunne forventes et ragnarok, også for civilbefolkningen. Anmodningen drejede sig om at hjemmets børn og personale kunne modtages i Danmark, hvis de kunne udrejse fra Vietnam, inden styret i Saigon brød sammen.
Der kunne forventes et ragnarok, også for civilbefolkningen i det meste af Sydvietnam – og da ikke mindst i Saigon.

Henning Becker, der tidligere havde været journalist i Aalborg, bragte i 1975 en stor flok vietnamesiske børn til Danmark. De kom til Livø hvor de kunne mødes med besøgende på øen.
Foto Grethe Juhl, Nordjyske.

Dansk Flygtningehjælp, der i årene forud havde ydet støtte til civilsamfunds-organisationer i Vietnam, var blevet inddraget i den danske regerings overvejelser om, hvordan man fra dansk side skulle forholde sig til anmodningen.
I den sparsomme kommunikation med Saigon blev det tydeligt, at gruppen af børn og unge, også omfattede en større gruppe af børn og unge fra nogle stammer, som Becker på det seneste havde ydet hjælp og beskyttelse. Det drejede sig om montagnard-grupper oprindelig fra Sydvietnams højland ind mod Cambodja, men som via nogle ophold på kostskoler nærmere Saigon, nu var omfattet af Henning Beckers omsorg.  
I kommunikationen med København var det meget forvirrende, hvad og hvor mange børn og unge anmodningen til Danmark drejede sig om – og hvilken hjælp til udrejse, modtagelse i Danmark og efterfølgende ophold, det overhovedet drejede sig om, man fra dansk side i givet fald skulle tage sig af.  
Undervejs blev de vietnamesiske Saigon-børnene tilsyneladende også gjort til ”montagnarder”. Fra flere sider mente man at man burde følge overvejelser om først og fremmest at følge Røde Kors konventioner vedr. assistance til civilbefolkningen i krigszoner.
Det ville i givet fald betyde, at man skulle redde særligt truede grupper i civilsamfundet ud til et naboland, hvor de skulle ydes beskyttelse og hjælp, også til at opretholde deres kultur og levevis, indtil man så, hvilke muligheder sådanne grupper havde for at vende tilbage til deres eget land, når kampe og krigshandlinger var stilnet af.
Disse overvejelser førte til, at Dansk Flygtningehjælp i forståelse med regeringen ville undersøge, om der var mulighed for, at Henning Beckers børne- og ungdomsgrupper kunne modtages i et fredeligt naboland til Sydvietnam, evt. Thailand, mod at Danmark afholdt alle udgifter til rejse og ophold.
Vicegeneralsekretær Holger R. Funder fra Dansk Røde Kors blev sendt til Thailand for at undersøge om der var muligheder for et sådant midlertidigt arrangement for børne- og ungegruppen. Det var forventet, at de kunne opholde sig der indtil kamphandlingerne forventeligt snart var bragt til ophør.
Efter to dage i Thailand kunne Holger R. Funder meddele, at han faktisk havde fundet bygninger i det nordøstlige Thailand, hvor gruppen kunne modtages og gives ophold, mod at Danmark afholdt alle udgifter. Han forsøgte efter aftale med Udenrigsministeriet, at få kontakt til det danske
konsulat i Saigon for derigennem med Henning Becker, med henblik på at de skulle afvente nærmere instruks fra København.
Det er den dag i dag uklart, om denne instruks nogensinde nåede konsulatet i Saigon og derigennem videre til Henning Becker. Men et par dage senere kom der besked om, at Henning Becker var udrejst med hele den store gruppe børn og unge samt medarbejdere med et chartret amerikansk fly – mod Guam og forventelig videre derfra via USA mod Danmark, efterhånden som fly-rejse-muligheder ville vise sig
 
Overvejelser
Arne Piel Christensen var på daværende tidspunkt generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp og havde mange overvejelser om hvorledes tingene ville havde udviklet sig, hvis fremgangsmåder i overensstemmelser med de internationale Røde Kors konventioner om beskyttelse af civil-samfundsgrupper fra krigszoner i nærområdet var blevet realiseret og fulgt.
Han må konstatere, at det danske samfund antagelig ville være gået glip af de meget positive oplevelser med at modtage denne store gruppe af børn og unge montagnarder - som måske ville være endt op i en tilværelse helt andre steder i verden. Eller måske efter en omtumlet tilværelse være vendt tilbage til familier og stammefrænder i Vietnam – men nok for manges vedkommende til et andet liv og en anden hverdag, end det I forlod i Vietnams skovrige højland.
Og han mener at vi – i Danmark - ville formentlig være gået glip af deres udfordringer og positive bidrag til Danmark.
Montagnardernes integration og hele liv i Danmark hører til det mest positive Arne Piel Christensen har oplevet da han var daglig leder af Dansk Flygtningehjælp. Han har oplevet, at over 80.000 flygtninge kom til Danmark gennem de godt 3o år han havde medansvar for integrationen i Danmark, hvor flere end tyve forskellige nationalitetsgrupper, herunder også mange andre fra Vietnam.
Han har også været med til at hjælpe en del af andre helt unge mennesker, der var flygtet ud af Vietnam efter krigens afslutning i håb om en tilværelse andetsteds til bage til Vietnam. Unge mennesker som havde henlevet nogle år i trøstesløse flygtningelejre i bl.a. Hong Kong.
Arne Piel Christensen har dog aldrig besøgt stammeområderne i Vietnam, men tror at der stadig udfoldes noget af det samme traditionelle liv blandt det der er tilbage af stammerne i disse områder. En del er sikkert ændret og udsat for et helt anderledes integrationspres, i et helt anderledes Vietnam, end det de ”danske montagnarder” forlod i krigens sidste dage.
Mange af montagnarderne i Danmark har efterfølgende kunnet besøge familie og ved selvsyn opleve, hvordan hverdagen i dag ser ud for familie og stammefrænder.
Alle besøgende ”danske montagnarder” er vist nok vendt tilbage til Danmark efter et eller flere besøg i Vietnam og en del fik efterhånden familiemedlemmer fra Vietnam hertil – efter familiesammenføring.
Besøgende i Vietnams højland har oplevet respekten og glæden ved den kultur og tradition, som knytter sig til montagnarderne. Denne kultur er blevet styrket og bevaret i Danmark, uanset hvor dansk hverdagen er blevet.

Tiden i Danmark
Selvom alternativet Thailand - i forbindelse med gruppens udrejse af Vietnam – ikke blev til noget, så var gruppens indrejse i Danmark og det første halve årstids ophold på øen Livø i Limfjorden – underlagt de samme principper, som er gældende i Geneve-Konventionerne om civilsamfundsgruppers redning ud af krigszoner:
”Hjælp til beskyttelse, hjælp til at bevare kultur og sprog i det midlertidigt fremmede, ingen tilbud om integration, men holde alle muligheder åbne for tilbagevenden til hjemlandet, så snart der var overblik over, hvordan efterkrigssituationen ville udvikle sig i hjemlandet”.
Derfor blev situationen også i de første mange måneder vanskelig og konfliktpræget på Livø - både for Henning Beckers Saigongruppe og for montagnard gruppen.  
Ingen i grupperne var indstillet på at vende tilbage til Vietnam og tanken herom var nok til at vise mistillid til de danske myndigheder og hermed også til myndighedernes repræsentanter og udøvere: Dansk Flygtningehjælp.
De fleste støttede Henning Beckers undersøgelser og bestræbelser for evt. at få grupperne modtaget i et andet land; Tyskland, Frankrig eller USA var under overvejelse i løbet af efteråret 1975. I USA havde de mødt så megen venlighed og imødekommenhed under deres korte mellemlandinger og
Dansk Flygtningehjælp måtte erkende, at dagligdagen ikke kunne forløbe positivt med undervisning og aktiviteter, hvis ikke gruppernes behov kunne imødekommes. Dette var for tryghed for fremtiden og et perspektiv på en vej ind i det omgivende samfund – trin for trin -i stedet for isolation og indelukkethed på Livø.
Dansk Flygtningehjælp fik efterhånden overbevist myndighederne, bl.a. socialministeren, om at det ville blive nødvendigt at opgive enhver tanke om tilbagevenden til hjemlandet, som Geneve-konventionerne foreskrev.
Hvis der var tale om forbliven i Danmark, så måtte grupperne opfattes som flygtninge og der måtte iværksættes en individuel asylprocedure.
Den blev så tilrettelagt med individuelle interviews og en beskrivelse af hver enkelt persons identitet, stamme-tilhørsforhold og forudgående tilværelse i Vietnam. Det blev af stor betydning for at Dansk Flygtningehjælps kunne tilrettelægge individuelle aktivitets- og undervisningsprogrammer og begynde på at snakke fremtid med grupperne og tale om tiden efter Livø


En del af børnene på Livø. Foto fra video DR Bonanca.

I denne proces blev det også tydeligt at Saigon-børnene, den såkaldte ”Nihns Family”, sammen med Henning Becker måske skulle have et andet forløb, da deres forudsætninger jo var et byliv i Vietnam med udadvendte livsformer. Derfor blev de, som de første, tilbudt andre rammer for udfoldelse og integration udenfor Livø. På denne måde blev de adskilt fra montagnard-gruppen, der dog også efterhånden skulle flyttes bort fra Livø, først samlet, men derefter i mindre grupper. Denne plan blev aftalt og bekræftet af Socialministeren under et møde hun forestod med repræsentanter fra grupperne.
Ved samme lejlighed opnåede Dansk Flygtningehjælp også, at enhver tale om at de enkelte børn skulle flyttes ud i danske familier, skulle ophøre. Denne model var foreslået fra mange sider, som det rigtigste – også indenfor pædagogiske miljøer i Danmark.
I stedet skulle grupperne sammen med Dansk Flygtningehjælp deltage i en stadig mere fremadskridende opdeling, men sådan at de unge og større børn i mindre grupper kunne være med til at opdrage og tage vare på de mindste børn. Denne trinvise strategi betød så også, at Flygtningehjælpen måtte sikres bevillinger til arbejdet for montagnard-gruppen for væsentligt længere perioder end de to år Dansk Flygtningehjælp almindeligvis havde ansvar og bevillinger til.
Det er Arne Piel Christensens opfattelse, at hvis denne aftale og dette perspektiv ikke var blevet sikret, men at der i stedet var sket en individuel anbringelse af børnene, så snart de hver især fik dansk opholdstilladelse, så ville det nok have været svært at finde spor af det sammenhold og en montagnard-kultur og tradition de har i det i det danske samfund i dag.  
Heldigvis viste Socialministeren den rette forståelse, og Dansk Flygtningehjælp fik mulighed for at give rammer for et trin for trin udvikling i de følgende fire år, således at planlægning og et gradvist større og større ”selvstyre” og bestemmelse og medansvarlighed kunne overlades til de enkelte ”familie- og stammegrupper”.
Ingen af tolkene fulgte grupperne på længere sigt. Sprogformidlingen gik eller fra dansk via engelsk til vietnamesisk og til sidst til montagnard-stamme-sprog. Det sidste var i det store og hele overladt til Lam Phol kunne overkomme. Han blev der hevet i fra alle sider, navnlig i de første mange måneder på Livø, men gjorde det så godt han kunne.

I 1969 fik Henning Becker papir af de Sydvietnamesiske Myndigheder på at han havde adopterer nogle af drengene på Børnehjemmet i Saigon. De kaldte sig ”Nihns Family”.
De danske myndigheder godkendte aldrig adoptionen.

”Nihns Family” - de godt 40 såkaldte ”gadebørn” fra Saigon var de første til at flytte fra Livø og fik eget samlet opholdssted på Skovholmgård i Helsinge Kommune i Nordsjælland.  
I en kort tid var Dansk Flygtningehjælp ansvarlig for den daglige drift og for rammer og aktiviteter for gruppen.
Efter nogle måneder opstod der megen uenighed og uro omkring opholdsstedet og Henning Beckers person om daglig ledelse. Denne uenighed var delvist forårsaget af at han for den oprindelige gruppe af gadebørn fra Saigon, havde han vietnamesiske papirer på at de var hans adoptivbørn, Men sådanne adoptioner af mange børn kunne ikke accepteres i Danmark.
Uoverensstemmelserne førte til, at det daværende børneværn i kommunen måtte inddrages, så var det naturligt for Dansk Flygtningehjælp at trække sig ud og overlade ansvar til kommunale myndigheder, som loven foreskriver.
Dansk Flygtningehjælp arbejde bygger – som privat frivillig organisation - naturligvis på frivilligt samarbejde og ikke på tvangssituationer.
 
De unge i gruppen over 18 år, der havde fået asyl som flygtninge, kunne selv bestemme hvor de ville tage ophold – og de flyttede sammen med Becker i en privat bolig.
Uroen omkring gruppen i Nordsjælland medførte protester og demonstrationer hos dele af montagnard-gruppen, der på det tidspunkt var blevet flyttet til den nedlagte ”Roskilde Højskole”. Det skete i et forsøg på at vise solidaritet med den, som alle var helt bevidste om, var deres redningsmand og beskytter på vejen ud af Vietnam.
Det var imidlertid ikke alle i montagnard-gruppen der var enige og tog del i solidaritets-demonstrationerne. En gruppe på 40 børn og unge fra et par af stammerne skilte sig ud og benyttede lejligheden til i forståelse med Dansk Flygtningehjælp at blive overflyttet til andet samlet opholdssted i Haslev på Sjælland. Dette var helt i overensstemmelse med planerne om en gradvis udflytning i mindre og mindre grupperinger af den store gruppe montagnarder.
Der er så vidt vides ikke skarpe skel mellem forskellige grupperinger indenfor montagnarderne. De kan nu samles og har stadig meget til fælles - fasttømret i deres fælles udgangspunkt fra Vietnam: Deres kultur, traditioner - og alt hvad de sammen har oplevet under deres dramatiske sidste tid i Vietnam inden udrejsen, og hvad de sammen har lidt og døjet med under den første tid og de mange mistolkninger og misforståelser der opstod på Livø og senere, inden de fandt sammen om en gensidig respekt og strategi for en gradvis integration.

Bogen ”Klet”

En bog, der er interessant at læse er bogen ”Klet” af Klet Thi Dieu - bistået af Steen Konradsen.
Det er en bog, som giver mange fine indblik i kultur og tradition i én af stammerne blandt montagnarderne. Samtidig er den med til at give forståelse for, hvor vanskeligt, det kan være i den første lange tid efter ankomsten at skulle finde vej og gradvis indsigt i, hvad det er for et mærkeligt land den unge pige Klet var kommet til. Et som ikke kan forstås ud fra egne medbragte traditioner og viden om mennesker.
I bogen bliver det tydeligt var hvor begrænset beherskelsen af det vietnamesiske sprog var hos de fleste af montagnarderne. Nogle havde nok lært noget i forbindelse med deres kortere eller længere ophold på kostskoler borte fra stammeområderne. Derfor var der kun en begrænset virkning af at der blev skaffet vietnamesiske tolke til hjælp – dels Jørgen Prags vietnamesiske hustru og dels tre kvindelige vietnamesere, som kom til Livø fra England.  Jørgen Prag blev tidligt tilknyttet som læge mens børnene og de unge opholdt sig på Livø.

Bogen ”Den mirakuløse rejse fra Ris til Kartofler”

Lam Phol Lam’ s fine bog: ”Den mirakuløse rejse fra Ris til Kartofler” belyser på fin og følsom vis, hvorledes man – trods alle genvordigheder undervejs – kan medbringe kultur og traditioner fra oprindelses–stammeland, transformeret gennem vietnamesisk levevis og sprog, med ind i en dansk sammenhæng.
Det på trods alle de provokationer og konflikter undervejs, som forfatteren Lam Phol Lam følte sig udsat for igennem de første mange år, - han påtog sig det fulde ansvar for det ansvar overfor hele montagnard--gruppen og til fulde levede op til det.
I en alder af kun et par og tyve år, da gruppen ankom til Danmark – formåede Lam Phol at balancere mellem respekt og taknemmelighed overfor et heftigt temperament hos Henning Becker, som havde vist sig at blive en frelser for gruppen, - og så på den anden side – montagnard-gruppens indre liv og traditioner – og ikke mindst en ansvarlighed overfor det, som det danske samfund tilbød – efterhånden som integration i samfundet blev en mulighed.
Det er fin bog, som ikke bare montagnardernes danske vaner, men som også alle tvivlende danskere – i deres forhold til udlændinge, flygtninge så vel som migranter – ville have godt af at læse!!

Retur til hovedside om montagnareder